logbog 25.09.2001


Tirsdag den 25. september

Tirsdag eftermiddag var vi (René, Lars og Søren) på lidt uformelt feltarbejde i Dragons Lair og Goblin Gate. Vores formål var at få et indtryk af rollespilsverdenen og få en fornemmelse for hvad der rørte sig i miljøet. Vi havde aftalt bare at gå og kigge og ikke "afsløre" vores identitet.

I Dragons Lair havde de primært Warhammer-gear og hardball geværer. De havde også Magic- og Pokemon-kort, men det var langt fra det, der fyldte mest i butikken. Dog var der nogle opslag om Magic-turneringer og nye Magic-kort releases. Bag disken på væggen var udstillet nogle særligt sjældne Magic kort, hvor de dyreste kostede omkring 1000kr. Bagerst i lokalet var borde, så man kunne spille, - det var der nu ikke nogen, der gjorde, mens vi var der. Desuden var et "malebord", hvor man kunne sidde og male sine figurer. Her sad en 15-16 årig dreng og malede samtidig med at han ivrigt deltog i samtalerne mellem kunder og personale. Kunderne var mest drenge i 12 års-alderen. Personalet lod til at vide ekstremt meget om deres produkter.


René og Søren ved "Gob'rn"

I Goblin Gate var udvalget større og mere fokuseret på traditionelle rollespils ting. Her var også et væsentlig større udvalg af forskellige samlekort. Ligesom i Dragons Lair var der forskellige opslag om turneringer i Magic-kort og Warhammer. Her var også både malebord og en afdeling bagerst i lokalet til kortspil som i Dragons Lair. Da vi var der, sad der tre drenge på 16-17 år og spillede Magic. Faktisk var det temmelig svært og se om de overhovedet spillede - det meste af tiden sad de bare og snakkede. Umiddelbart virkede Goblin Gate som et sted for de mere hardcore indenfor rollespils-verdenen. Folk var også generelt ældre.

Både i Dragons Lair og Goblin Gate var det tydeligt, at butikkerne var mere end bare et sted, hvor man købte sit rollespils-gear. Der var en høj grad af "community" begge steder - det var fx fuldt accepteret bare og hænge ud. Stederne fungerede som et sted man kunne dyrke og være fælles om sin interesse. Men samtidig virkede det også som en meget lukket verden for udenforstående, som os.

Set i forhold til vores projekt blev vi bekræftet i at det ikke var denne målgruppe vi skulle have fat i - den er simpelthen for "nørdet" til det, vi vil lave. Men der var helt afgjort nogle spændende aspekter i rollespils-miljøet, som vi kan trække på. Vi så hvor vigtig "community"-apektet var, og vi kan uden tvivl også få glæde af den store erfaring, der ligger i miljøet, omkring oprettelse og udvikling af figurer og disse figurers interaktion.